Stress i julen – andet afsnit

Det er faktisk ikke så svært at forebygge stress i juletiden, som vi måske går og tror

I sidste afsnit blev vi klogere på, hvorfor højtiderne – og julen i særdeleshed – har en tendens til at afføde stress og depression. De alt for høje forventninger og vores lidt for lyserøde bakspejle sammen med dårlige spisevaner og mørkt vejr er blandt hovedfaktorerne i regnestykket. I dette afsnit vil vi se nærmere på de forholdsregler, du kan træffe, for at minimere skaderne og komme stressfri gennem julen.


I første omgang handler det om dig selv og dine egne forventninger. Et eksempel: Får du nogensinde bagt kager i hverdagene? Hvis ikke, gør det dig ikke til en mislykket person ikke at stille med et vaniliekransduftende hjem fra den første til den fireogtyvende december. Der er intet forgjort i at købe finskbrød og brunkager hos bageren. Han lever trods alt af at lave dem.

Pointen er, at blot fordi butikkerne, livsstilsmagasinerne og dem i Morgen-TV er særligt højt oppe i gear og virker ekstra overskudsagtige i denne tid med oppyntning, nissepiger, Glöggvogne og brændte mandler, er det altså ikke ensbetydende med, at du skal kunne yde samme indsats derhjemme. Butikkerne og livsstilsmagasinerne skal sælge varer og tjene annoncekroner ind, og TV-kokkene skal sælge kogebøger og køkkengrej. Og når du hopper i med begge ben og køber livsstilsmagasinet eller 14 udstiksforme til de ingefærkager, du aldrig får bagt, er det kun dem der bliver glade. Du, derimod, risikerer at udvikle en følelse af utilstrækkelighed og ikke at kunne leve op til den idéelle juleånd, hvilket foranlediger dig i at investere i endnu mere julegear. Og det er dét, de lever af.

Lad os prøve at lade være med at glæde livsstilsmagasinerne og dem i Morgen-TV alt for meget, og i stedet fokusere på hvordan du kan skabe en tryg, harmonisk og stressfri jul.

Planlægning, planlægning, planlægning

Nøglen til afslapning og minimering af julestress er – overraskende for mange – planlægning. Og her snakker vi intelligent og realistisk planlægning – ikke hvor mange familiebesøg og Glögg-mingels der kan skubbes ind i hvert eneste ledigt time slot i kalenderen. Sortér, prioritér, og sæt tid af til alene- eller familietid. Lær at sige nej tak til invitationer, og forsøg i så vidt muligt omfang at skedulere komsammener til det nye år, så alt ikke klumper sig sammen i juledagene.

Fastsæt et gavebudget og tilstræb at holde dig indenfor dét. Planlæg juleshopping i god tid, og prøv at få venner og familie til at lave ønskelister, så du kan give dem noget de ønsker sig i stedet for at storke land og rige rundt efter den perfekte gave. Nettet er en gave sendt fra himlen til formålet.

Alle kan blive ramt af julestress, som kaster en mørk slagskygge over hvad der skylle være en lysfest
Stress og depression er ganske almindeligt omkring juletid – og kontrasten til det, der burde være en munter og lys højtid, gør ikke sagen bedre …

Drop traditionerne

– nogle af dem, i al fald. Traditioner har det med at hobe sig op over årene, især med den voldsomme udskiftning af familiemedlemmer, moderne familiedynamik medfører, og derfor befinder man sig pludselig i en heksekedel af juletraditioner, som de forskellige har medbragt hjemmefra – og som pinedød skal honoreres. Nogle bruger pakkekalender, andre adventsgaver. Er det mosters hjemmesyede julebort, der skal hænges op, eller julesokkerne farmor strikkede? Skal juletræet være ædel- eller rødgran? Der skal både serveres and, flæskesteg og medisterpølse til juleaften, med både brune og hvide kartofler og rødkål såvel som sauerkraut og hjemmelavet ribsgelé, uanset om selskabet kun tæller fem personer. Der er kirkegang om formiddagen, spadseretur efter risalamanden, salmesang, dans om træet. Det kan tage livet af enhver, og hvis du som voksen synes det lyder slemt, så tænk på ungerne, som skal igennem det hele to gange, fordi både mor og far insisterer på at der skal holdes jul i deres hjem hvert år …

Pas på dig selv og forebyg julestress

I mylderet af alle de opgaver, du stiller dig selv i løbet af julen, bliver hensynet til dig selv og din sundhed skubbet i baggrunden. For det første udskyder du fitness og yoga til januar, fordi der er så meget at lave – for det andet spiser du sandsynligvis mange flere søde sager end du er vant til.

Som konsekvens heraf bliver din naturlige balance forskubbet, og har du tendens til at udvikle stress, bidrager den dårlige kost og manglende motion til forgiftningstilstanden. Dette bliver du nødt til at foregribe. Sæt tid af til træning og meditation (igen: Planlægning), og hold igen med de søde sager.

Især i denne mørke tid er det vigtigt at få de nødvendige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, så man ikke kommer i en mangeltilstand. Spis årstidens rodfrugter, kål og grøntsager, evt som en hyggelig suppe, og vær opmærksom på din krops signaler. Få frisk luft og lys, i de få timer solen er fremme her om vinteren.

Skru ned for forventningerne – også til de andre

Udover det, at du er nødt til at justere dit forventningsniveau i forhold til egen formåen, bør du også tage temperaturen på dine omgivelser. Måske er ungerne ikke den rødkindede, storsmilende juleversion, du havde forestillet dig, men vil hellere spille Minecraft end lave sneengle. Måske synes manden ikke, det er et hit at holde egg nogg party for naboerne lillejuleaften, især fordi du har bedt ham om at sætte udendørs dekorationer op og lave smagfuld Spotify playlist, når nu han hellere vil flade ud på sofaen og se dartmesterskaber.

Ligesom du bør stille realistiske forventninger til dig selv, bør du give din familie en chance for at opnå julestemning i deres eget tempo. På den måde kan du undgå den værste julestress i familien.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *