Stress og alkohol – Hvorfor gør alkohol mig deprimeret og trist til mode?
Udover det, at alkohol giver dårlig søvn, har giftstoffet mange andre bivirkninger, der påvirker din sindstilstand
I forrige afsnit af føljetonen “Stress og alkohol” gennemgik vi alkoholens effekt på kroppen. I dette afsnit vil vi se nærmere på de følgevirkninger, en enkelt aften med hyggedruk kan have på dit system. Hvorfor kan alkohol medføre nærmest depressive tilstande – og hvad sker der med kroppen og sindet, når du har tømmermænd?
Alkohol giver dårlig søvn
Selvom du føler dig træt og søvnig efter en hyggelig aften med vin, øl eller drinks, er alkohol-induceret søvn langtfra optimal for dit helbred. Du falder måske hurtigere i søvn end du plejer – især hvis du er vant til at ligge og ruge over dine bekymringer. Og de tidligere stadier af dyb søvn er mere intensive end uden alkohol. Dette betyder dog ikke, at søvnen har en særlig høj kvalitet.
For det første er der høj sandsynlighed for, at du vågner senere på natten, eller at din dybe REM søvn bliver forstyrret. REM søvnen er det søvnstadie, hvor drømmene opstår, hvor dagens begivenheder bearbejdes, og hvor hukommelsen lagrer indtryk – groft sagt er det hjernens oprydnings- og arkiveringsfase. Især hvis du lider af stress, er REM søvnen meget vigtig for dit psykiske helbred, idet du har brug for alle dine mentale ressourcer for at kunne strukturere hverdagen.
For det andet restituerer din krop markant dårligere, når den er påvirket af alkohol. Selv et enkelt glas vin eller øl nedsætter restitutionsgraden betragteligt – og derfor kan selv et enkelt glas hver aften gøre skade på dit system.
Alkohol kan gøre dig nedtrykt
Du har måske oplevet, at du føler dig mere end almindeligt langt nede i kulkælderen, dagen efter at du har indtaget alkohol. Selvom det var en sjov fest med mennesker, du holder af, og I fik vendt mange vigtige emner og måske danset natten lang, vågner du med følelsen af sorg og tungsind. Nogle mennesker oplever deciderede angstsymptomer og stort ubehag derved.
Dette fænomen har en fysiologisk forklaring.
Alkohol hører under en stofgruppe, som kaldes ”depressanter”, fordi de undertrykker funktioner i centralnervesystemet. Hjernens funktion sløves, og musklerne afslappes. Depressanter bruges medicinsk til at dæmpe angst og sænke blodtryk hos visse patienttyper. Anvendt som rekreativt stof, f.eks. i form af øl, vin eller spiritus, vil alkohol få os til at løsne lidt op, glemme hverdagen, og blive mere snakkesalige og sociale.
Desværre er der en bagside af dén medalje. Det, du oplever, når du vågner og er trist efter en nat med spas og gakkeløjer, er faktisk alkoholabstinenser. Måske tror du, at abstinenser kun er for hærdede alkoholikere og andre stofmisbrugere, men som med ethvert andet giftstof vil alkoholen forsøge at skabe en afhængighedstilstand hos dig – der er en grund til, at en ”reparationsbajer” faktisk hjælper gevaldigt på både fysikken og humøret.
”Hangxiety” – tømmermænd med angstsymptomer
De angstlignende symptomer kan samtidig opstå, hvis kroppen under sit oprydningsarbejde tærer på blodsukkeret, så dette styrtdykker. Alkohol er en ultra raffineret sukkertype, som kroppen skal bruge mange ressourcer på at nedbryde. Dette belaster bugspytkirtlen og får insulinniveauet helt op og ringe. Alle, der har oplevet et pludseligt fald i blodsukkerniveauet, kan nikke genkendende til symptomer som hjertebanken, svimmelhed, og desorientering.
Dette kan medføre en tilstand, som i psykologien kaldes “Nachträglichkeit”, som er en tilstand, hvor gårsdagens begivenheder overfortolkes og forvrænges. Den af alkoholen medførte løssluppenhed fortrydes måske lidt mere bitterligt, end der er belæg for. Denne fortrydelse, som i hverdagssprog kaldes “bondeanger”, er med til at forstærke følelsen af selvhad og usikkerhed.
Udover det rent neurologiske, virker alkohol også vanddrivende. Din krop kan dehydrere, hvis du ikke sørger for at opretholde salt- og væskebalancen. Dette forklarer, hvorfor du vågner med hovedpine og McDonalds-craving. Det kan virke fristende at inhalere en stor fedtet burger med pommes og en cola, men du bør nærmere fokusere på ikke at bidrage yderligere til en eksisterende forgiftningstilstand. Vær forudseende og hav ingredienser til et sundt og nærende måltid i køleskabet inden du begiver dig ud på vulkaner. Sørg for at drikke masser af vand i løbet af aftenen – og drik evt et glas vand tilsat mineralsalt, inden du går i seng, så du oppebærer en fornuftig elektrolytbalance. Hav frugtjuice uden tilsat sukker stående til at hjælpe blodsukkeret op igen, og spis groft brød for at stabilisere det.
Det, at alkohol giver dårlig søvn, er i sig selv nok til at tippe balancen, hvis du er i farezonen for stress – og derfor er det vigtigt at være varsom med sit alkohol indtag. I næste afsnit ser vi nærmere på, hvad du ellers kan gøre for at undgå alkohol-induceret stress og depression.